DS er tilfreds med, at Folketinget langt om længe forenkler reglerne for gulpladebiler. Løsningen bliver at bringe sund fornuft ind i lovgivningen – noget man burde have gjort for langt tid siden.
Vi kan konstatere, at der skulle et usædvanligt langt og højlydt pres fra organisationerne til, før der endeligt skete noget. Siden Skat begyndte sin jagt på gulpladebilerne har medierne været fyldt af skrækeksempler på, hvor dårligt de nuværende regler fungerede. Og den ene håndværksmester efter den anden måtte hovedrystende opgive at finde nogen som helst rimelighed i den måde, reglerne blev fortolket.
Derfor lagde erhvervslivet pres på politikerne. DS tog sammen med 4 andre erhvervsorganisationer det utraditionelle initiativ, at vi betalte skatte- og momseksperter for at skrive teksten til en ny lovgivning. Den sendte vi til ministeren som et konkret forslag til, hvordan nye regler burde se ud.
Vores oplæg var med til at danne baggrund for, at reglerne nu langt om længe moderniseres. Blandt andet lempes medarbejderens mulighed for at sætte børn af ved skole eller købe ind undervejs betydeligt, og der indføres salg af dagsbeviser, så man kan benytte bilen privat i et bestemt tidsrum.
Sammen med de mange andre ændringer kan vi sige, at reglerne nu bliver til at leve med. Spørgsmålet er, om man kan leve med, at det tager så længe at få ændret en åbenlyst forældet lovgivning.
Lars Bode