Forside Seneste udgave Leverandørregister
 
To fejlskud på samme dag
 

Regeringen taler tit om lettelser for erhvervslivet. Men virkeligheden er en helt anden.

Et godt eksempel er de to fejlskud, man samme dag sendte efter de virksomheder, der er villige til at ansætte de svageste medarbejdere med den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet. Og efter de virksomheder, der er med til at opgradere og uddanne ansatte uden nogen erhvervsuddannelse.

Som beskrevet i sidste DS-blad vil regeringen forlænge erhvervslivets betaling af sygedagpenge fra 2 til 3 uger. Ansætter virksomheden en medarbejder der har risiko for længere sygefravær, bliver man altså straffet. Og nogle vil derfor vælge den type medarbejdere fra. Til skade for medarbejderen, virksomheden og samfundet, som belastes af flere offentlige ydelser.

Samme dag meddelte regeringen, at tilskuddet til voksenlærlinge er stoppet resten af året. Ordningen, som mange DS medlemmer har benyttet, henvendte sig til folk over 25 år uden nogen faglig uddannelse. De kunne få en faglig uddannelse og blive opkvalificeret i forhold til deres job og til at klare sig på arbejdsmarkedet.

Det er to eksempler på, at man taler om at hjælpe de svage ind på arbejdsmarkedet – men når regningen skal betales gives den blot videre til erhvervslivet.

Vore politikere roser jævnligt Danmark for det begreb, man kalder flexicurity. Altså en opdeling, hvor virksomhederne både kan handle effektivt og påtage sig eksempelvis et socialt ansvar, fordi det offentlige spænder et sikkerhedsnet ud, hvis man trods alt må sige farvel til en medarbejder. Det giver et effektivt arbejdsmarked, der skaber plads til næsten alle – også de svageste.

Her er to eksempler på at det går den modsatte vej. DS opfordrer regeringen til ikke at ændre i sygedagpengene. Behold de 2 uger vi har haft ind til nu. Og find de nødvendige penge, så vi kan fortsætte med tilskud til voksenlærlinge.

Jim Stjerne Hansen

Jim Stjerne Hansen, formand for DS Håndværk & Industri
 
 
Søg artikler: