»Det ligger regeringen meget på sinde, at vi har rent drikkevand, og autorisationsordningen på vand- og afløbsområdet er med til at sikre mod forurening af drikkevandet i Danmark«.
Sådan skriver departementschefen i Økonomi- og erhvervsministeriet i et svar til DS. Og dermed er det slået fast, at politikere og regering forstår betydningen af autorisationsordningen på vvs-området.
DS har henvendt sig direkte til ministeriet i forbindelse med de ulovlige kinesiske vandhaner. For ganske vist drejede den sag sig hovedsagligt om, at nogle grossister ikke overholdt kravet om VA-godkendelse. Men konsekvenserne af det problem kunne vi føre direkte videre til autorisationslovgivningen. For hvis ukyndige sætter rørtyper forkert sammen, opnår man nøjagtigt den samme effekt som med de ulovlige vandhaner – der udledes giftige metaller i drikkevandet.
Tager man sagen om de kinesiske vandhaner alvorligt, må man derfor også indrømme at vvs-autorisationsområdet skal tages ligeså alvorligt. Det var, hvad vi ønskede ministeriets tilkendegivelse af. Og det fik vi. For departementschefen skriver i umiddelbar forlængelse af den sætning, jeg citerede i indledningen, at:
»Ministeriet er opmærksom på, at problemet ikke kun handler om ulovlige vandhaner, men at der også skal være fokus på rørtyper m.v.«
Det vil sige, at det offentlige ikke blot bør holde øje med VA-kravet – en kontrol, som byggestyrelsen iværksatte efter at skandalen om de kinesiske vandhaner var kommet frem - man skal også fokusere på om andre installationer er i orden.
Det er store skridt fremad. Fra at vi i årevis har været i tvivl om, hvad politikerne egentligt mente om autorisationsloven, til at man nu bør have fokus på, at den overholdes.
Med ministeriets brev i hånden vil DS arbejde videre, så myndighederne ikke nøjes med at kontrollere, om de autoriserede vvs-virksomheder altid overholder lovgivningen. Vi ønsker, at man også griber ind, når virksomheder, der slet ikke har en autorisation, uden blusel laver autorisationskrævende arbejde. Med ministeriet klare tilkendegivelse af, at autorisationsloven sikrer drikkevandet i Danmark, bliver det forhåbentlig lettere at få myndigheder til at reagere overfor de ulovligheder, vi igen og igen støder på.
Jim Stjerne Hansen