Nu skal usikkerheden om brug af gulpladebiler stoppes. Derfor er DS Håndværk & Industri gået sammen med Dansk Byggeri, Tekniq, Dansk Erhverv og HTS om at udarbejde et oplæg til en ny lovgivning, som vi nu forelægger ministeren og de folketingsmedlemmer, der har med reglerne at gøre.
Vi ønsker at man forenkler reglerne. Og at man tilfører loven en god portion sund fornuft, så en medarbejder, der stopper ved vuggestuen på vej hjem fra arbejde ikke bliver beskattet urimeligt. Og at arbejdsgiveren ikke skal frygte en kæmperegning i moms og afgifter, fordi en af hans svende kørte forbi købmanden, da han var færdig på byggepladsen.
For sådan er det i dag. Hvis Skat opdager, at en medarbejder bruger en momsfri gulpladebil til privat kørsel, bliver medarbejderen beskattet af fri bil, og virksomheden kommer til at betale moms af den pågældende bil.
Hvornår der er tale om privatkørsel er svært at gennemskue. Så svært at selv skattevæsnet ikke rigtigt kan forklare det. Derfor spurgte en skatteafdeling sidste år ligefrem DS om man måtte bruge teksten fra den folder, vi har lavet om Gulpladeordningen, når de skulle fortælle de lokale virksomheder om reglerne.
Vi har virkeligt lagt os i selen i denne sag for at finde konkrete løsninger for vores medlemmer. Derfor er det meget glædeligt, at organisationer, som ikke altid har haft tradition for at trække på samme hammel, står sammen i denne sag for at finde en løsning til gavn for medlemmerne.
Dansk Byggeri, Tekniq, Dansk Erhverv, HTS og DS Håndværk & Industri har lavet forarbejdet – og vi forventer, at der kommer konkrete resultater, i form af en lovgivning, der både er til at forstå og virker fornuftig i dagligdagen.
Lars Bode