Vi er tilfredse med den 10-punkts plan om arbejdskraft, som statsministeren fremlagde. Men i vores kommentar til åbningstalen for to år siden, gjorde vi opmærksom på, at løfter om flere unge på erhvervsuddannelse ikke var nok til at løse problemet med for lidt arbejdskraft. Og efter åbningstalen sidste år pegede vi på, at velfærdsreformen – hvor man om nogle år ændrer på pensionsalderen – var så langsigtet, at den heller ikke løste de akutte problemer.

Nu præsenteres vi så langt om længe for en 10-punkts plan, der skal virke her og nu. Men som vi kan se af den efterfølgende debat fokuseres der på at skaffe højtuddannet arbejdskraft og medarbejdere til stillinger i den offentlige social- og sundhedssektor.

Vi har forståelse for, at regeringen prioriterer en kvalitetsreform – men vi advarer om, at det kan koste dyrt, hvis det sker på bekostning af den private sektor. Der skal nemlig både være balance mellem den private og den offentlige sektors lønudvikling og i deres adgang til arbejdskraft.

Og velfærdsreformen er ikke det eneste, der vil kræver flere offentligt ansatte. I foråret viste en undersøgelse, at man vil mangle yderligere 35.000 ansatte frem til 2015. Samtidigt trækker den offentlige sektor hårdt på arbejdsstyrken, fordi man bruger deltidsansættelser og desuden har et ekstraordinært stort sygefravær.

Hvis man vil gennemføre en reform samtidigt med, at der forhandles overenskomst med de offentligt ansatte, kommer man til at balancere på en knivsæg. Ikke mindst hvis Christiansborg direkte begynder at blande sig i, hvordan bestemte områder skal aflønne medarbejderne. Formår man ikke at holde balancen og holde fast i den danske model, kan den kombination koste vores økonomiske opsving livet.