I første maj talerne blev et gammelt Folketingsforslag fra 2004 taget op igen. SF og Socialdemokraterne lover at indføre tidsbanker for offentligt ansatte. Ved at arbejde mere end normalt i en periode, kan ansatte spare fritid op, som så kan bruges til kortere arbejdstid eller orlov i andre perioder. 

Men før partierne farer af sted til lovgivningsblækket, bør de tænke sig om. Forslaget en nemlig ikke alene en bombe under princippet om at arbejdsmarkedets parter selv fastsætter reglerne – det bliver også dyrt, hvis man skaber forskel mellem det offentlige og det private arbejdsmarked.

Problemet er, at politikerne opfatter sig som arbejdsgivere for det offentlige område. De kan endda fastlægge regler gennem lovgivning. Men modsat det private erhvervsliv, så skal det offentlige ikke tjene penge – de kommer ind via skatter.

Gennemfører man derfor en offentlig ordning vil det smitte af på det private arbejdsmarked. Konkurrencen om de gode medarbejdere bliver vredet skæv og der bliver lagt pres på virksomhederne for at indføre tilsvarende regler.

Forslaget vil være umuligt at administrere selv for de allerstørste virksomheder. Vi taler jo ikke om en time i ny og næ, men om kortere eller længere arbejdstid i halve og hele år. Og med mindre forslaget gør fuldstændigt op med arbejdsgiverens ret til at lede sin egen virksomhed, vil en medarbejder med større opsparing blive bundet til sin arbejdsplads. Det vil være umuligt at finde en anden arbejdsgiver, der vil overtage forpligtelserne.

Så i stedet for at slå om sig med løfter, bør politikerne give sig selv tid til eftertanke. Og hvis de bruger tiden rigtigt, vil de forstå, at det bør være arbejdsmarkedets parter – de offentlige såvel som de private – der finder ud af, om et mere fleksibel arbejdsliv bør indføres – og i givet fald, hvordan reglerne skal være, og hvor regningen skal sendes hen.

Lars Bode