DS får i løbet af sommeren et nyt garantilogo. Det sker af to grunde. For det første rummer det gamle garantilogo både grafiske og navnemæssige problemer. Formatet er vanskeligt at arbejde med og navnet knytter sig tæt op ad en autorisationsordning, som signalerer, at den kun dækker et enkelt fagområde. Mange arbejder i dag inden for både vvs, blik, olie, sol osv.
Vores undersøgelse viser, at kun få medlemmer derfor bruger logoet i annoncer eller på nettet. Og ud af dem, har mange tilmed ændret på logoet for at få det til at passe til deres fag eller deres grafiske layout. Den anden grund er, at forbrugerlovgivningen er blevet ændret. Alle virksomheder, der arbejder for private, bør derfor i dag være dækket af et ankenævn – og suppleret med en garantiordning, der giver ankesystemet mening. I praksis vil det sige, at en stor del af smedegruppens medlemmer nu også er omfattet af ankesystemet og garantiordningen.
Vores undersøgelse af medlemmers annoncer og netsider viser til gengæld, at man er stolt af at være medlem af DS. Derfor skilter mange med DS logoet – og det er vi glade for. Vi har nu løst alle problemer på en gang. Ved at skifte navn og logo på ordningen, så den fremover hedder DS-garanti. Et logo, der på en gang knytter ordningen til den organisation, der står bag og samtidigt gør det muligt at skilte med, at virksomheden naturligvis er medlem af DS.
Medlemmerne vil i de kommende uger få nærmere information – og vi vil sørge for, at overgangen for de medlemmer, der allerede bruger det gamle logo, bliver så let som mulig.
Jeg håber, at alle vil tage godt imod DS-garanti. Og at I vil bruge logoet i annoncer, på hjemmesider, på bilerne og alle de andre steder, hvor man kan vise kunder, at man trygt kan handle med virksomheden.
Jim Stjerne Hansen |