Syddansk Erhvervsskole har indstillet Alice Jannie Pinar, uddannet på Odense Staalskibsværft, til en række priser for hendes faglige og menneskelige kvaliteter. Her er indstillingen fra senior svejsetekniker
Finn Pedersen, Syddansk Erhvervsskole.
Du indstilles hermed til Svejsernes flidspræmie. Det gør du, fordi du på alle dine forløb på Syddansk Erhvervsskole har udmærket dig ved at være en flittig og meget dygtig elev.
Dit engagement i det du foretager dig er utroligt højt, ligesom din faglighed både hvad angår det praktiske og teoretiske er hel i top, hvilket også ses på dine høje karakterer. Metallurgi og svejseteori er ikke paratviden, men ikke desto mindre ser vi næsten aldrig fejl i dine opgaver. Det fortæller, at du virkelig har læst på dine lektier.
Hvad angår det praktiske har du hver gang bestået dine førstegangsprøver med højeste karakter, hvilket i øvrigt ikke undrer mig, da du i værkstedet har en meget høj arbejdsmoral og arbejder i et tempo som ingen kan følge dig i. Men du besidder også en meget sjældent kvalitet, som vi næsten aldrig ser mere - at lige meget hvor hårdt du arbejder, så kan vi se at du samtidig hygger dig med det, du laver. Det er ikke bare mig, som har set dine kvaliteter, det har dit lærested også og derfor valgt at afkorte din læretid med 3 måneder. I dag afslutter du dit læreforløb, som den første svejser med en gennemsnitskarakter på 12.
Dit sociale engagement giver sig især udtryk i en uvurderlig støtte til dine medelever, der ikke har samme indlæringsevne, som du repræsenterer, men viser sig bestemt også i dine altid udadvendte attituder og adfærd. Den fremtoning har skolen også haft glæde af, når du sammen med faglærere og erhvervsvejlederne har præsenteret skolen og uddannelserne for potentielle uddannelsessøgende, og du fremstår bestemt også meget overbevisende, når du på skolens hjemmeside orienterer interesserede om dit uddannelsesforløb.
Foruden denne flidspræmie har Syddansk Erhvervsskole - samt dit lærested Odense Staalskibsværft A/S - valgt at indstille dig til Lærlingenes LM pris, som findes i guld, sølv og bronze, og vi vil anbefale at det bliver af højeste karat. Prisen uddeles i november 2009.
Tillykke med dit flotte resultat….