Forside Seneste udgave Leverandørregister
 
Medarbejder skal erstatte firmabil
 

Af Ole Andersen
ole@ds-net.dk

Først ville forsikringsselskabet Topdanmark ikke betale erstatning til Gjøl VVS for den firmabil, som en medarbejder havde ladet stå ulåst hjemme hos sig selv, og som efterfølgende blev stjålet og senere fundet totalt udbrændt.

Senere ville Topdanmark alligevel erstatte den stjålne og udbrændte firmabil, der havde en værdi af 131.000 kroner. Men nu har Topdanmark sendt regning og girokort videre til den ansatte, rørsmeden Claus Palsgaard.

»Forsikringsselskabet mener, at jeg har handlet groft uagtsomt,« siger Claus Palsgaard, der har sat sin advokat på sagen:

»Og vi mener ikke, at en forglemmelse kan være groft uagtsom. Det har vi også meddelt Topdanmark.«

Claus Palsgaard havde taget firmabilen med hjem i privaten, fordi han skulle bruge den tidligt næste morgen. Nøglen til den ulåste bil havde han lagt i et rum i bilen. Derfor mener Topdanmark, at der er tale om et groft uagtsomt forhold og derfor i første omgang afviste at erstatte bilen.

Mogens Poulsen fra Gjøl VVS & Swartz eftf. A/S er tilfreds med, at bilen blev erstattet, men er forundret over, at den ansatte har fået tilsendt regningen fra Topdanmark.

 
 
Søg artikler: