I 2018 vil Danmark mangle 70.000 fagligt uddannede personer. Sådan lyder skrækscenariet, som AErådet opstiller ud fra de tal omkring praktikpladser på erhvervsuddannelserne, som Undervisningsministeriet har præsenteret.
I de første 11 måneder af 2008 faldt antallet af indgåede praktikaftaler med 2.880 pladser, hvilket svarer til et fald på 8,3 procent, og det vækker stor bekymring i Dansk Metal.
»Det er en katastrofe. Det står helt stille lige nu, og hvis vi ikke tager ansvar nu, så bider vi os selv i halen. Krisen har sin del af ansvaret, men virksomhederne skal være bedre til at kigge fremad. Dansk Metal har en appel til virksomhederne: Glem ikke at ansætte lærlinge. Selvom vi er ramt af jordskælv, manglende julesne og en økonomisk krise, skal vi se muligheder, når det gælder uddannelse af unge. Den situation, som tusindvis af unge kastes ud i med uvished om deres uddannelse, er for alvorlig til bare at blive siddet overhørig,« siger Per H. Madsen, der er leder af Uddannelsessekretariatet i Dansk Metal.
I øjeblikket vokser praktikproblemet sig blot større og er allerede nu så stort, så der ifølge Dansk Metal også skal uddannelsespolitisk nytænkning til. Per H. Madsen frygter, at de negative tal vil stige til det dobbelte i løbet af det første kvartal af 2009, og derfor råder han alle til at tænke anderledes og kreativt og foreslår konkret at indføre uddannelsesgaranti.
»Erhvervsuddannelserne er et væsentligt område, hvis vi skal sikre, at alle unge får mulighed for at afslutte en udannelse. Derfor er det yderst vigtigt, at uddannelsesgarantien til de unge, der vil tage en erhvervsuddannelse, sikres med virksomheder, der er villige til at ansætte unge i ordinære uddannelsesforløb. Uddannelsesgaranti virker på den måde, at en ung, der starter på en erhvervsuddannelse, er garanteret at færdiggøre uddannelsen inden for den indgang, vedkommende er begyndt på,« fortæller Per H. Madsen:
»Der er mere end én vej ud af problemerne. Vi foreslår f.eks. et tæt samarbejde virksomheder imellem i et uddannelsesnetværk, hvor virksomhederne er fælles om at uddanne unge. Vi foreslår, at netværket opretter kombinationsaftaler, hvor den unge har aftale med flere virksomheder om praktikken.«
Per H. Madsen fremhæver også AErådets fremskrivninger, som siger, at der vil mangle 70.000 faglærte i 2018, men han frygter, at tallet kan blive endnu større, hvis ikke der bliver tænkt kreativt.