Med knap 200 medlemsvirksomheder bliver den nye lokalafdeling Vestsjælland den næststørste i DS.
De to sjællandske lokalafdelinger, DS Nordvestsjælland og Sydvest- & Midtsjælland, blev på deres respektive generalforsamlinger den 28. marts enige om en sammenlægning. I begge tilfælde var beslutningen enstemmig. Den nyfusionerede lokalafdeling med knap 200 medlemsvirksomheder hedder Vestsjælland, og den bliver DS’ næststørste efter Fyns Stift.
Formanden for den nu tidligere Sydvest- & Midtsjælland, John Nielsen, har sammen med kasserer i DS Nordvestsjælland, Max Michael Jensen, været drivkræfterne i sammenlægningen.
I bestyrelsen for den nye lokalafdeling blev John Nielsen og Max Michael Jensen valgt, og den tæller desuden Hardy Hansen, Ole Larsen, Henrik Kjær, Kurt Jensen og Ole Ovre.
Ved redaktionens slutning var posterne i bestyrelsen ikke fordelt. Den afgående formand for DS Nordvestsjælland, Henrik Kjær, ønsker ikke formandsposten i den nye lokalafdeling. Heller ikke Max Michael Jensen ønsker formandsposten, mens John Nielsen er kandidat.
Ifølge John Nielsen har det praktiske arbejde i forbindelse med sammenlægningen foregået uden tvister af nogen art.
»Det har været meget positivt. Også i forhold til det økonomiske, hvor vi har lagt formuerne i de to foreninger i en fælles kasse,« siger John Nielsen.
Årsagen til ønsket om sammenlægning hænger ifølge Max Michael Jensen sammen med, at det efterhånden blev svært at finde nogen, der ville deltage i bestyrelsesarbejdet, ligesom det efterhånden kneb med opbakningen til forskellige arrangementer.
»Ved at slå kræfterne sammen står vi bedre. Vi får en bredere medlemsskare, vi er økonomisk lidt bedre velfunderet, og så er det selvfølgelig en fordel, når vi skal tale med f.eks. grossister og andre. Vi er bredt funderet med vvs’ere, landbrugssmede og andre grupper,« siger Max Michael Jensen, Kobberkompagniet i Kalundborg.
- oa