Mindre virksomheder mangler it-løsninger, der kan hjælpe dem med at få frigivet tid og skabe økonomisk overskud. Nyt tilbud på vej.
Mindre virksomheder mangler it-løsninger, der kan hjælpe dem med at få frigivet tid og skabe økonomisk overskud. Nyt tilbud på vej.
»Spild af tid er spild af penge, og mange mindre virksomheder har været lidt famlende i forhold til at få taget ny it til sig. Det er ikke bare brandærgerligt, det er også uhyggeligt dyrt. Det koster alt for meget på bundlinien og kan måske gøre forskellen mellem overskud og overlevelse af virksomheden«. Det siger centerleder for IBIZ-Centeret Ebbe B. Petersen.
I april og maj besøger IBIZ-Centerets it-lastbil en lang række danske byer for at rådgive små og mellemstore virksomheder om, hvordan de kan udnytte tiden bedre gennem brug af den rette it.
På inspirationsmøder demonstrerer IBIZ it-løsninger til virksomheder, leveret af lokale leverandører og lokale rådgivere. DanmarksTuren er arrangeret i samarbejde med lokale erhvervsfolk og IBIZ-Centeret, der er et uafhængigt hjælpecenter for mindre virksomheder. Deltagelse er gratis.
Fornyelse
Virksomheder mangler it-løsninger, der kan hjælpe dem med at få frigivet tid og skabe økonomisk overskud. Konsekvensen er, at de spilder tid og dermed penge. Penge, de kunne have brugt på produktudvikling, kundepleje, nye spændende jobs eller sikret deres virksomheds overlevelse.
»Vi kommer med et tilbud om gratis og uvildig it-rådgivning, hvor virksomhederne får mulighed for at få hjælp og inspiration til at se nye muligheder og møde it-leverandører, der er oprigtigt interesserede i at hjælp dem«, siger Ebbe B. Petersen.
IBIZ-Centeret finansieres af Videnskabsministeriet og Rådet for Teknologi og Innovation og er uafhængig af politiske og økonomiske interesser. Håndværksrådets vicedirektør Ane Buch sidder i IBIZ-centerets bestyrelse.
Læs mere på www.ibiz-center.dk
- Af Frederik Faurby