Forside Seneste udgave Leverandørregister
 
Noter
 

Leverandører bliver ramt
Den stigende arbejdsløshed i byggeriet vil brede sig som ringe i vandet til alle underleverandørerne. Beregninger fra Dansk Byggeri viser, at hver gang der fyres 10 medarbejdere i byggeriet kommer det til at koste otte job hos underleverandørerne. Den seneste prognose fra Dansk Byggeri viser, at antallet af arbejdsløse bygningsarbejdere det næste år vil stige med 15.000 personer.

»Vores beregninger viser, at 15.000 arbejdsløse hos vores medlemmer betyder, at producenter af byggematerialer, og andre, der leverer til byggeriet, kommer til at fyre 12.000 medarbejdere«, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius, Dansk Byggeri.

Sats på partnerskaber og optimér eksporten
Netop nu, hvor krisen kradser, er det vigtigere end nogensinde for danske virksomheder at fokusere på at fastholde og optimere deres eksport. Gamle kernemarkeder stagnerer og nye markeder bliver interessante. Det stiller nye krav til virksomhederne.

Det fremgår af en ny bog om internationale partnerskaber.
Danske virksomheder og deres udenlandske partnere har en fælles opgave i at opdyrke og servicere de rigtige slutkunder på ethvert internationalt marked. Det er budskabet i Internationale partnerskaber, som de tre eksport-eksperter, Anna Marie Dyhr, Steen Donner og Svend Hollensen er gået sammen om at skrive.

Bogen »Internationale partnerskaber« er en værktøjskasse til alle virksomheder, der ønsker at øge deres eksport gennem deres internationale partnere. Bogen beskriver, hvordan man udvælger de rigtige markeder og partnere, og hvordan relationerne til de internationale partnere udvikles, så det gavner alle aktører i værdikæden.

Internationale partnerskaber har især relevans for mindre og mellemstore virksomheder, men vil kunne læses med udbytte af alle, der arbejder med og har interesse for eksport.

www.borsensforlag.dk

Kun naboen rammes
Oversvømmede kældre og kloakvand i stuen – det er kun noget, der rammer naboen.

De mange advarsler om udsigten til flere oversvømmelser, stormfloder og skybrud bider tilsyneladende ikke på de danske villaejere. En ny undersøgelse fra idényts villapanel viser, at de færreste danske husejere tager konsekvenserne af klimaforandringerne alvorligt.

Hele 87 pct. af husejerne angiver, at de enten ved eller tror, at de ikke har brug for at udføre forbedringer på deres bolig med henblik på at imødekomme klimaforandringer. Selvom flertallet af de boligejere, som de seneste tre år har været ramt af stormskader, oversvømmelser og opstigende kloakvand, er enige i, at de globale klimaforandringer har en del af skylden for problemerne, finder de det ikke nødvendigt at investere penge i klimasikring af boligen.

Det kan dog koste dyrt i sidste ende: I følge klimaekspert Ole Bøssing Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut har de danske husejere nemlig fortsat til gode at opleve det fulde omfang af klimaforandringerne:

»De voldsomme oversvømmelser og vandskader, vi eksempelvis oplevede efter skybruddet i juli 2007, er kun en forsmag på de problemer, vi står over for i fremtiden. Ikke mindst i de lavtliggende dele af landet vil oversvømmelser og andre former for klimaafledte skader blive af mere hyppig karakter end i dag«.

En gang ude – altid ude
Der er stor forskel på, hvordan danskerne klarer sig senere i livet afhængig af, om de har fået en ungdomsuddannelse. Blandt de 15-16-årige, der ikke kom i gang med en ungdomsuddannelse indenfor tre år efter folkeskolen, har halvdelen ikke en kompetencegivende uddannelse som 30-årige. En analyse fra AE dokumenterer, at fastholdelse i uddannelsessystemet er vigtigt, hvis alle skal have en ungdomsuddannelse. Netop den målsætning er regeringen desværre langt fra at indfri, påpeger AE.

Forsvarsindustri uberørt af krisen
Forsvarsindustrien og dens underleverandører befinder sig i en tryg lomme, mens lavkonjunkturen hærger i andre brancher.

Virksomhederne taler fortsat om travlhed, ansætter stadig nye medarbejdere og ser optimistisk på 2009. Det skriver dagbladet Børsen.

»Vi mærker ikke noget til nogen lavkonjunktur i den branche. De danske virksomheder er leverandører til udenlandske producenter af militært udstyr eller udstyr til sikring af personer eller bygninger og er derfor afhængige af ordrer derfra«, siger projektleder Knud Hareskov, Censec, Center for Sikkerhedsindustrien i Herning.

Han mener, at danske virksomheder står i en fordelagtig position, når det danske forsvar køber ind, bl.a. fordi der ofte indgår aftaler om modkøb, således at udenlandske leverandører til Danmark forpligter sig til at bruge danske leverandører.

En af virksomhederne, der stadig ansætter nye medarbejdere, er Falck Schmidt Defense Systems i Odense, der bl.a. producerer mastesystemer til at hæve og sænke missilplatforme fra militære køretøjer.

Krisen bliver kortvarig
Spørger man cheferne i de danske virksomheder, har deres kriseramte firma det fint igen om et år.

De hårde tider vil kun vare ganske kort, og firmaerne vil have klaret skærene ganske godt, når man ser et år frem fra nu.

Sådan lyder forventingerne blandt danske erhvervsledere ifølg LO’s Ugebrev A4 på baggrund af en undersøgelse foretaget af Kaas & Mulvad blandt 350 virksomheder.

At virksomhederne er så optimistiske kommer som en overraskelse for vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Men optimismen kan i sig selv være med til at korte krisen, mener han.

»Som Roosevelt (tidligere amerikansk præsident, red.) sagde: »Det, vi skal frygte mest, er frygten selv«. Altså at folk af frygt for nedgang begynder at gøre alt det, der skaber nedgang. For erhvervslivet vil det betyde, at man undgår investeringer og ansættelser af nye medarbejdere, fordi man forventer, at det alligevel vil gå helt galt«, siger han til ugebrevet.

 
 
Søg artikler: