Svenningsens Maskinforretning A/S med hovedkvarter i Kastrup på Amager bliver ny agent for én af verdens største komakt traktor-producenter, Kubota, i hele Skandinavien. Foruden det omfattende traktorprogram med både kompakttraktorer og større traktorer op til 128 hk, får Svenningsens også importen af Kubotas græsklippere til den grønne sektor.
Svenningsens er nærmest headhuntet som Skandinavisk Kubota-repræsentant.
- Det var Kubota, der henvendte sig til os. Vi vidste faktisk slet ikke, at de var på udkik. Der er ingen tvivl om, at vi fik henvendelsen, fordi vi er ét af de få selskaber, der dækker hele Skandinavien, siger Svenningsens indehaver Niels Svenningsen.
Foruden danske afdelinger i Kastrup og Skanderborg, har Svenningsens afdelinger i den norske hovedstad Oslo samt flere afdelinger i Sverige. De ligger blandt andet i Stockholm, Göteborg, Halmstad og Skänninge.
Den nye import passer godt ind i Svenningsens koncernens nye strategi om øget salg via forhandlere. Selskabet overtager nu et net med ikke færre end 45 Kubota-forhandlere i Skandinavien og satser på at videreføre og udbygge samarbejdet med dem.
Kubotas store traktorprogram spænder fra 16 til 128 hk-traktorer. Til den grønne sektor har Kubota et bredt program af professionelle græsklippere både som frontklipper og zero-turn modeller samt transportere med dieselmotor og firehjulstræk, som specielt er populære på golfbaner og i landbruget.
Kubotas traktorer til Skandinavien produceres i Japan, mens maskinerne til den grønne sektor primært kommer fra USA. På verdensplan beskæftiger koncernen cirka 25.000 medarbejdere.
|
Temamøde for smede- og maskinhandlere d. 10. marts 2009 kl. 13-16 på Scandic i Kolding
Tema: Lovpligtige eftersyn - Arbejdstilsynet
I 2009 er det landbrugets tur til at blive screenet af Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet vil bl.a. se på følgende forhold:
At anlæg og maskiner, f.eks. lifte, tipvogne og udmugningsanlæg, ikke mangler eftersyn eller er dårligt vedligeholdt.
På den baggrund har vi indbudt Arbejdstilsynet til et medlemsmøde, hvor du får mulighed for at spørge ind til de mange specielle forhold, bl.a.
• Arbejdstilsynets praksis ved tilsyn
• Hvor i lovgivningen kan man læse om eftersynene?
• Hvilke maskiner er der tale om?
• Hvad kræves der ved disse eftersyn?
• Hvem må lave dem?
Der er udsendt invitation pr. mail til målgruppen, hvor du kan tilmelde dig – du er også velkommen til at kontakte konsulent Ole Simmelholt på 63 17 33 65. |