Lokale erhvervsliv bør slå sig sammen, hvis man vil have mere indflydelse og mere fokus fra kommunalbestyrelsen.
»Først og fremmest skal man melde sig ind i den lokale erhvervsforening og engagere sig dér. Det giver langt bedre resultater, end hvis man som lille virksomhed bruger tid og kræfter på at trænge igennem til politikerne alene«, siger Søren Nicolaisen, cheføkonom i Håndværksrådet.
Men det er ikke gjort med et enkelt medlemsskab af en forening. Hvis man ønsker indflydelse handler det om at få lokalpolitikerne ud på virksomhederne og afholde nogle møder og diskussionsaftener, hvor erhvervslederne i fællesskab har mulighed for at fortælle om deres behov ansigt til ansigt.
»På den måde kan man også få indsigt i, hvad det er for nogle politikforslag, som politikerne sidder med. Men det kræver, at virksomhederne tager ansvar og sætter sig ind i, hvad der sker kommunalpolitisk og følger med i de relevante aviser«, siger Søren Nicolaisen.
Også kommunerne skal oppe sig. Udover at gå i dialog, skal de ifølge Håndværksrådet blive bedre til at synliggøre udbudsopgaver, så mindre virksomheder kan byde ind på dem. Det kan eksempelvis ske ved at lægge udbuddene ud på de lokale erhvervsforeningers hjemmesider. Endelig kan nogle kommuner blive bedre til at sende lokale lovforslag ud i høring.