Forside Seneste udgave Leverandørregister
 
Historisk løft til energiforskning
 

I starten af november faldt forhandlingerne om globaliseringsmidlerne på plads. Det betyder, at der i 2009 vil være afsat 750 millioner kroner til energiforskning og -udvikling.

Aldrig nogensinde har der været sat så mange penge af til energiforskning.

– Det er et historisk højt beløb, vi har fordoblet midlerne på fire år, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard om de 750 millioner kroner, hvoraf de 43 millioner er øremærket til klimaforskning.

Globaliseringsmidlerne
Ansvaret for bevillingen ligger hos forligspartierne bag globaliseringsmidlerne. Det vil sige regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale. De har samtidig besluttet, at beløbet til energiforskning skal stige til en milliard kroner i 2010.

– De grønne teknologier er fremtidens vækstområder, som vil skabe både job, vækst og udvikling i Danmark. Men sådan en udvikling kommer ikke fra markedet alene: Staten skal hjælpe med til, at de bedste og mest levedygtige teknologier bliver udforsket, udviklet og afprøvet, så de klarer overgangen fra idé til marked. Derfor er det så afgørende, at vi prioriterer penge til forskning og udvikling, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).

Eksport for 52 mil.
Eksporten af dansk energiteknologi til udlandet har gennem de senere år været en stor succes. I 2007 blev der således eksporteret for 52 milliarder kroner. Det er 13 procent mere end året før og ti gange mere end væksten i vareeksporten i øvrigt – den steg kun med 1,3 procent.

Aftalen om at bruge 750 millioner til energi- og klimaforskning i 2009 bliver fra mange sider hilst velkommen, men flere organisationer peger på, at det langt fra er nok.

– Nu er der kommet gang i bevillingerne til forskning og udvikling af energiteknologierne siger energi- og miljøkonsulent Ove Folmer Jensen og fortsætter, frem imod 2020 er det nødvendigt at bevillingerne fordobles flere gange hvis Danmark fortsat skal udvikle sit bæredygtige energisystem og reducere udledningen af klimagasser.

Af Torben Skøtt, Journalist

750 millioner kroner til energiforskning og –udvikling.
De grønne energiteknologier er fremtidens vækstområder siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.
 
 
Søg artikler: