Forside Seneste udgave Leverandørregister
 
Bliver det nemmere nu?
 

Regeringen er langt fra sit mål om at fælde 25 pct. af regeljunglen inden 2010 og dermed gøre det nemmere for selvstændige at drive virksomhed.  

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) har vanskelige odds i mod sig, når hun i disse dage fremlægger et nyt bud på, hvordan regeringen vil få has på mange af de økonomiske og administrative byrder, der belaster hverdagen for især små om mellemstore virksomheder.

Et tilbageblik på forskellige undersøgelser i 2008 af det daglige papirarbejde bekræfter, at regeringen er et godt stykke fra sit mål tilbage i 2001 om, at 25 procent af byrderne skal skæres væk inden 2010. En redegørelse sidste forår viste, at de administrative byrder kun er blevet reduceret med ti procent de seneste syv år.

At målet har høj prioritet, har Lene Espersen understreget ved flere lejligheder. Et af redskaberne ventes at blive en modernisering af selskabslovgivningen, som bl.a. skal være med til at nedbringe andelen af administrative byrder for virksomhederne.

Ti timer
En analyse foretaget af forsikringsselskabet Codan i samarbejde med Væksthus Hovedstadsregionen blandt 784 selvstændige og offentliggjort for tre måneder siden viser, at selvstændige i snit bruger ti timer om ugen på administration og papirarbejde. Et arbejde, der hober sig op i takt med, at forretningen vokser sig større, og flere ansatte finder vej til virksomheden.

Næsten hver anden selvstændig oplever det administrative arbejde som en byrde, og det er især dem, der har drevet virksomhed i flere år, der oplever det som en byrde. Hele 64 pct. af selvstændige med 20 års virksomhedsdrift på bagen har den oplevelse.

Dumpekarakter
I en meningsmåling fra Greens Analyseinstitut i august sidste år, fik regeringen dumpekarakterer for sin byrdeindsats blandt mindre og mellemstore virksomheder

Trods syv års indsats for at gennemføre sit stort anlagte byrdeprojekt, kunne ni ud af ti mindre virksomheder ikke mærke nogen lettelse overhovedet efter den borgerlige regerings tiltræden i 2001. Tværtimod mente 41 procent, at de administrative byrder er blevet flere siden 2001.

Da Lene Espersen overtog Økonomi- og erhvervsministeriet i sensommeren sidste år, var et opgør med regeljunglen blandt de tre væsentligste krav fra erhvervslivet sammen med en sænkning af skatten og en åbning af grænserne.

For regeringen er der måske lidt trøst at hente i det faktum, at danske virksomheder ikke er nær så belastet af administrative byrder over for staten, som i andre lande.

Da Lene Espersen overtog Økonomi- og erhvervsministeriet i sensommeren sidste år, var et opgør med regeljunglen blandt de tre væsentligste krav fra erhvervslivet. Foto: Helle Moos.
 
 
Søg artikler: