Kommunernes gebyrer for behandling af byggesager kan variere med over 3.000 procent, og noget tyder på, at flere kommuner opkræver gebyrer, der er i strid med regeringens skattestop.

Når en kommune udfører arbejde for en borger forventer de fleste, at der er en vis sammenhæng mellem det udførte arbejde og den regning, borgeren skal betale. Det gælder naturligvis også, når det drejer sig om behandling af byggesager, men her viser en analyse fra DI, at det kan være umådelig svært at se logikken i de gebyrer, de enkelte kommuner opkræver.

Af analysen fremgår det blandt andet, at for en kontorejendom på 200 kvadratmeter varierer prisen med næsten 1.700 procent fra den billigste til den dyreste kommune. Drejer det sig om en fabriksbygning på 5.000 kvadratmeter, er der en prisforskel på 2.800 procent og for en lagerbygning på 11.500 kvadratmeter er forskellen oppe på 3.200 procent. Ærø og Aabenraa hører til i den billige ende af skalaen, mens Frederiksberg topper i alle tre kategorier. Her tager man rask væk 28.600 kroner i gebyr for en kontorejendom, 715.000 kroner for fabriksbygning på 5.000 kvadratmeter og godt 1,6 millioner kroner, hvis det drejer sig om en lagerbygning på 11.500 kvadratmeter.

»Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem den tid, det tager at behandle en byggeansøgning, og den pris bygherren skal betale«, siger Henrik Friis, DI. Han mistænker flere kommuner for at bruge gebyrerne som en skjult skat for på den måde at få budgetterne til at hænge sammen:

»Vi har set eksempler på kommuner, der har ladet gebyrerne stige voldsomt uden at det er blevet dyrere at administrere sagerne, og det er et klart brud på skattestoppet«.

I Håndværksrådet er man ligeledes skeptisk over for kommunernes håndtering af byggesager, og man er uforstående over for, at der kan være så store forskelle mellem de enkelte kommuner:

»Det er ikke rimeligt, at konkurrerende virksomheder i to kommuner skal betale vidt forskellige priser for den samme ydelse. Gebyrerne bør kun afspejle kommunernes reelle omkostninger. De må aldrig være en indtægt eller skjult skat«, siger Thea Gade-Rasmussen, der er erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.

Nye regler
I dag er der klare regler for, at det ikke må være en overskudsforretning at behandle byggeansøgninger, men den enkelte kommune må gerne sætte prisen op for visse former for byggeri og til gengæld sænke prisen for andre typer. Det er baggrunden for, at det ofte er billigere at få godkendt et privat byggeprojekt, end hvis der er tale om erhvervsbyggeri.

Mange kommuner beregner gebyret ud fra, hvor mange kvadrat- eller kubikmeter der er tale om, og dermed kan det blive overordentlig dyrt at få godkendt en stor lagerhal, selv om der i mange tilfælde kan være tale om en helt enkelt sag, der ikke kræver de store ressourcer. Andre kommuner vælger at opkræve en bestemt procentsats af byggeomkostningerne, mens en enkelt kommune har valgt at lade gebyret afhænge af det faktiske tidsforbrug.

Landbrugsbygninger er helt fritaget for gebyrer, men det bliver der nu lavet om på. Fra den 1.april i år får kommunerne mulighed for at opkræve gebyrer hos landmændene, og samtidig bliver der krav om, at byggesagerne nu skal opdeles i fem forskellige kategorier. Inden for hver kategori skal der være balance i regnskabet, så kommunen kan ikke længere vælge at opkræve ekstra høje gebyrer inden for eksempelvis erhverv og bruge overskuddet til at reducere gebyrerne inden for det private byggeri.

»De nye regler er en forbedring i forhold til tidligere, men vi havde hellere set et system, hvor gebyrerne kom til at svare til det faktiske tidsforbrug. Det vil være mest fair, for på den måde belønner man dem, der afleverer et gennemarbejdet projekt, og straffer dem, som sjusker med tegningerne«, siger Henrik Friis, DI.

Håndværksrådet går ligeledes ind for et mere enkelt og tidssvarende system, der skal gælde for alle kommuner:

»Uden at amputere det kommunale selvstyre foreslår vi, at der arbejdes på at harmonisere gebyrer og arbejdsmetoder. Det lader til, at en del kommuner kunne effektivere dér til stor fordel for virksomhederne», siger Thea Gade-Rasmussen.

Andre afgifter
Det er imidlertid ikke kun gebyrer for behandling af byggesager, der er steget i de senere år. I større byer er det ikke ualmindeligt, at kommunen opkræver gebyrer for anvendelse af vej- og fortovsarealer, ligesom man flere steder skal betale afgift, hvis stilladser bliver brugt til ophængning af reklamer.

Et eksempel er Århus Kommune, hvor man siden den 1. februar 2008 har opkrævet en daglig afgift på 6 kroner per kvadratmeter, hvis bygherren vælger at placere containere, skurvogne og stilladser på veje- og fortovsarealer. Hvis byggeriet står på i et helt år, svarer det til en årlig husleje på knap 2.200 kroner per kvadratmeter, eller langt mere end hvad det koster at bo i en lejlighed.

»Det er næsten seks gange så dyrt at leje et stykke asfalt af kommunen end at bo i en lejlighed med alle moderne bekvemmeligheder«, siger Hans Jespersen, der er direktør for et stort udlejningsselskab og bestyrelsesmedlem i Århus Grundejerforening.

Han finder afgiften ublu og undrer sig over, at kommunen ikke udviser større velvilje, når det drejer sig om at forskønne byen, forbedre boligstandarden og sikre beskæftigelsen inden for byggefagene.

Århus Kommune begrunder afgiften med, at man på den måde kan få håndværkerne til at sætte tempoet i vejret, så man generer trafikken mindst muligt, men det afviser Hans Jespersen med henvisning til, at omkostningerne i forvejen er så betragtelige, at ingen bygherre er interesseret i at forlænge processen.

Ud over en leje for veje- og fortovsarealer har Århus kommune indført en afgift, hvis bygherren vælger at hænge en reklame op på et stillads. Afgiften er i dag på 2 kroner per kvadratmeter svarende til en pris på 5.000 kroner for at have en 20 kvadratmeter stor plakat hængende i tre måneder.

»Jo, det bliver dyrt at få malet vinduer og renoveret facaden«, konstaterer Hans Jespersen.