Fire år har det taget arkitektfirmaet Lauridsen & Lundehøj og tag- og facadevirksomheden Jens Lauritsen A/S at redde det anerkendte bygningsværk, Lyng Kirke, fra at rådne op. Nu er kirken pakket ind i zink.
Når man træder ind i kirkerummet, kommer man ind under et træs beskyttende krone. Limtræet, som Exners fik en international pris for i 1994, strækker sine grene ud over menigheden og videre ud i rummet. Den store blodbøg, som står uden for kirken, er inspirationskilden, og er så at sige trukket ind i rummet.
Sådan beskriver Lyng Kirke tæt ved Lillebælt sig selv på sin hjemmeside, men hverken limtræ eller blodbøg kunne forhindre, at det opsigtsvækkende bygningsværk kun få år efter indvielsen i november 1994 begyndte at forfalde med alarmerende hastighed.
Lyng Kirke er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner, Århus, og kirken blev oprindelig udført med rustfrit ståltag. Sammen med fejl i samlinger og en meget vejrudsat udhængskonstruktion med store limtræsdrager, der tog vand ind, begyndte de bærende konstruktioner i træ at rådne op.
I dag er arkitektfirmaet Lauridsen & Lundehøj i Fredericia sammen med især blikkenslagerne i tag- og facadevirksomheden Jens Lauritsen A/S ved at afslutte fire års kompliceret arbejde på at redde Lyng Kirke fra et totalt forfald.
»Vi har lavet en indklædning i zink af alt fra udhæng, spær og hoveddrager. I den forbindelse har vi skabt et hulrum på 18 millimeter omkring alt træ for at få maksimal gennemstrømning af luft hele vejen rundt,« fortæller arkitekt Knud Erik Lauridsen.
Opgaven har ikke bare været langstrakt, men også komplekst i de mange indledende overvejelser om, hvordan problemet kunne løses. Zink viste sig som den bedste løsning, fordi det kunne formes på stedet i modsætning til andre præfabrikerede materialer.
Det samlede renoveringsprojekt anslåes at have kostet op imod 10 millioner kroner.
Arkitekt Knud Erik Lauridsen har trods sine mange år i branchen aldrig tidligere været tæt på så omfattende og kompliceret et blikkenslagerarbejde:
»Det har været stærkt inspirerende at arbejde tæt sammen med nogle fantastisk dygtige blikkenslagere.«
Tag- og facadevirksomheden Jens Lauritsen A/S har de seneste år opbygget betydelig erfaring med komplicerede opgaver i zink. Og selv for direktør og indehaver Jens Lauritsen har Lyng Kirke været helt ekstraordinær.
Der er over alt anvendt en forpatineret zink fra Rhein Zink i Tyskland. En af de mest anvendte typer af zink på markedet i Danmark.
»Det har været temmelig kompliceret. Der er faktisk ikke to mål, der er ens på hele kirken, så alt er stort set lavet på stedet. Jeg tror ikke, der er lavet noget lignende herhjemme,« siger Jens Lauritsen, der forventer, at opgaven er afsluttet i løbet af januar.
Læs mere om Jens Lauritsen A/S på www.jenslauritsen.dk
og Arkitektfirmaet Lauridsen & Lundehøj a/s på www.la-lu.dk
Af Ole Andersen ole@ds-net.dk
|
Renovering af Lyng Kirke
En ny forpatineret zinkbeklædning er overalt monteret på et underlag af 15 mm høje perforerede Zinkhatteprofiler pga. omfattende rådskader i tagåse og tagkanter.
Alt rådskadet træ blev udskiftet og malet, før beklædning monteres.
Med montering af de perforerede hatteprofiler sikres det, at der overalt er ca. 18 mm ventileret hulrum mellem zinkbeklædning og de eksisterende trækonstruktioner.
For at opnå en optimal gennnemstrømning af luft er beklædning af alle undersider på hovedragere, tagåse og spær udført i perforeret zink.
Zinkudhængsbeklædning er udført med en luftspalte ved alle kanter. Ligeledes i perforeret zink.
Perforering er udført med Ø 3 mm huller. Den valgte hulstørrelse sikrer, at der ikke kan trænge bier og lignende ind i de ventilerede hulrum. |