Forside Seneste udgave Leverandørregister
 
Fabriksudvidelse skal åbne for eksport
 

K.S.M. ved Hedensted vil satse på større enheder og udvide sit marked efter markant udvidelse med nye haller og ny administration.  

Højkonjunkturen buldrede derudad, da de to ejere af maskinfabrikken K.S.M. ved Hedensted med over 70 ansatte, direktør Frede Bording og produktionschef Birger Hansen, besluttede at igangsætte en voldsom udvidelse af virksomheden i det midtjyske højvækstområde.

Bag beslutningen om at bygge tre nye haller og ny administration på næsten 6.000 kvadratmeter lå ønsket og kravet om en markant forbedring af logistikken i virksomhedens arbejdsgange, større effektivitet og dermed også øget kapacitet til at håndtere større emner. Forhold der også skal ruste virksomheden til at bevæge sig uden for Danmarks grænser som underleverandør til industri og landbrug, specialopgaver og med virksomhedens egenproduktion af bl.a. kranværktøj.

Med Frede Bordings ord ligger hele øvelsen i at blive stærkere til at lave de produkter, alle andre eller i hvert fald de fleste af dem ikke kan.

De seneste eksempler på store emner fra K.S.M. er korngrave på næsten 20 meters længde til siloer og støtteben til skibe, der i forbindelse med specialopgaver skal løse opgaver til søs og derfor har behov for at ligge helt stille ved at placere støtteben på havbunden.

Samtidig med udvidelsen er der også blevet investeret i nogle nye maskiner. Bl.a. en robotsvejser til egen- og serieproduktion af kranudstyr, grabbe, pallegafler og specialudstyr til kraner og gravemaskiner.

Økonomien
Hema Kranudstyr er en særskilt forretning med K.S. M. Kragelund som hovedfirma.

Det er nu ca. to et halvt år siden beslutningen om udvidelsen blev truffet og på et tidspunkt, hvor den danske og internationale økonomiske vækst og aktivitet var ved at kulminere.

I dag er situationen vendt, og de dystre forudsigelser om den negative økonomiske udvikling i det nye år og i 2010 er siden K.S.M’s nye bygninger blev taget i brug blevet stadig mere højrøstede.

Tilbageslaget i den generelle økonomiske aktivitet og udsigten til en egentlig recession mærkes også hos K.S.M., men ifølge Frede Bording er de nye omgivelser tilpasset til et lavere aktivitetsniveau.

»Ligesom mange andre, kan vi ikke se så langt frem længere. Vi kan godt risikere at komme i en situation, hvor vi skal tilpasse os. I øjeblikket (primo december, red.) kan det godt tyde på, det går den forkerte vej. Vi håber, det ser noget mere positivt ud i januar«.

»Vi var klar over, at vi med vores nye haller og administration naturligvis skal producere og have noget at lave. Vi kan godt holde et væsentligt lavere niveau og fortsat blive her, så på den måde er vi ikke bekymret for en periode med mindre økonomisk aktivitet i samfundet. Vi har ikke bare været med på en bølge. De nye faciliteter var hårdt tiltrængt. Ikke mindst i forhold til kantine med eget køkken og andre nye og mere tidssvarende forhold for personalet.

Vi har da hørt om nogen, der har startet kantineordning og som efterfølgende siger, at det er svært at få det til at hænge sammen økonomisk. For os er det heller ikke nogen god forretning med kantine, men det er jo et valg. Vi ved godt, det kommer til at koste penge, men det skal også være godt at være her.«

Nye markeder
Udvidelsen skal ses i et langsigtet perspektiv.

»Hele vores produktion skulle gerne have et løft. Især for kranproduktion, grabbene, vil vi gerne have højere op. Vi ved, vi har et godt produkt, men vi kan også mærke presset fra udlandet. Verden er stor, og vi vil gerne udvide vores marked. Vi sælger i dag lidt til Norge og Sverige, men Tyskland er bestemt en mulighed for os på sigt. Men det kræver, at vi er klar,« siger Frede Bording.

Sammen med produktionschef Birger Hansen overtog han virksomheden i et glidende generationsskifte over en periode på ti år fra 1987 til 1997. Forinden havde de begge været ansat i virksomheden i en årrække.

Effektivisering
I lighed med andre virksomheder i jern- og metalindustrien har også K.S.M. stiftet bekendtskab med forskellige muligheder for udflytning af dele af produktionen.

»Vi har da løbende fået henvendelser fra bl.a. agenter, der kan formidle produktion af vores kranudstyr uden for Danmarks grænser som Kina, Polen og Rusland. Men det er vores holdning, at vi er en dansk virksomhed. Og så længe vi kan se, at vi kan effektivisere og gøre tingene bedre, kan vi godt opretholde en rimelig timeløn og fortsat blive i Danmark. Og i dag ser vi jo også, at virksomheder vender tilbage.«

Foruden fokus på øget effektivitet i form af bl.a. en forbedring af arbejdsgange, arbejder K.S.M. også med energibesparelser. Senest med solfangere på taget, der i kraft af store beholdere kan levere varmt vand til bad for knap 100 mennesker.

I produktionen er der fokus på proces- og varmegenvinding. K.S.M. er med i DS’ såkaldte ESCO-projekt. En ny forretningsmodel (DS-bladet nr. 15, 2008) tilpasset små- og mellemstore virksomheder i metalindustrien og et projekt, der går ud på at identificere og realisere energibesparelser i forbindelse med proces- og varmegenvinding, kortlægning af bygningers installationer som f.eks. ventilation, trykluft og belysning.

Af Ole Andersen, ole@ds-net.dk

K.S.M. Kragelund

• Et traditionelt smede- og maskinværksted med reparationer til blandt andet industrien og landbruget, som er blevet udvidet med en afdeling for salg og service af havemaskiner og lignende.

• En afdeling for egenproduktion af kranværktøj som sælges under navnet HEMA

• En afdeling for pladebearbejdning med skæring, valsning, klipning bukning og svejsning, som arbejder som underleverandør til maskindustrien og har specialafdelinger for filterservice og varmevekslere (Hesa-Tek).

I 1999 købte K.S.M. Kragelund ApS A/S Kolster Engineering. Et ingeniørfirma med speciale i projektering, konstruktion og salg af luft- og røggasspjæld til bl.a. kraftvarmeindustrien og containerskibe.

Produktionschef Birger Hansen (t.v) og direktør Frede Bording, K.S.M.
 
 
Søg artikler: