Er der højt til himlen og fuglesang på landet, kan hastigheden i den næsten livsvigtige nettrafik være en katastrofe. Der er andre og nye muligheder på vej. Desværre tager de også tid.
Bredbånd og trafikken med millioner af data er den senest tilkomne infrastruktur i Danmark og andre steder i verden. I ledninger under jorden og i fortsat flere mobile forbindelser.
Afhængigheden af en ordentlig netforbindelse og i særdeleshed de hastiger, hvormed data kan hentes og sendes, er afgørende for en ordentlig og sikker kommunikation i dag. Ikke mindst da de produkter på nettet, flere og flere benytter sig af i form af netbank, skattebetaling, søgning efter information kombineret med radio og tv med mere, kræver fortsat hurtigere forbindelser for at fungere optimalt.
Men. Der var på ingen måder tænkt på internettet og en evigt glødende kommunikation, da telefonkablerne blev gravet ned i jorden med start helt tilbage i slutningen af 1800-tallet.
Mange steder, ikke mindst i og omkring større byer, er nettrafikken naturligvis digitaliseret og sker i lynhurtige fiberkabler. Alligevel er der områder på landkortet, hvor det står ganske sløjt til med det bredbåndsprodukt, som eksempelvis det største danske teleselskab TDC kan levere.
Teleanalytiker John Strand er normalt ikke sen til at gå TDC efter i sømmene, men når det kommer til bredbåndsforbindelse i, hvad han betegner som yderområder, så er tidens tand problemet.
»Det er for langt fra TDCs centraler til, at det i praksis kan lade sig gøre. Man kan simpelthen ikke levere en ordentlig hastighed. Det er kobberet, der er problemet. Man kan så at sige ikke købe det for penge lige nu,« siger han.
Men en ulykke behøver naturligvis ikke at føle sig ene.
Erhvervskunder hos TDC har oplevet, at de har fået deres i forvejen langsomme netforbindelse skruet yderligere ned. I TDCs hovedkvarter stiller man sig lidt uforstående over, at det er sket.
»Der er steder, hvor vi ikke leverer mere end 2 megabit. Det skyldes, at der er for langt fra vores centraler til kunden. Kobberkablet er så at sige for langt. Det kommer lidt bag på mig, hvis nogen har oplevet, at der er blevet skruet ned til 512 fra 2 megabit. Forklaringen kan være, at det er svært at få fejlrettet linjen og så skrues der ned til en hastighed, hvor forbindelsen er stabil,« siger Rasmus Windfeld fra TDC’s pressesekretariat.
En forlænger
TDC er dog i gang med af forbedre netstyrken adskillige steder i Danmark. Og der skal bruges milliarder af kroner på den konto. En af de ting, der satses på, er opsætning af nye såkaldte mikrocentraler. En slags forlængerled til at øge styrken betragteligt i de nuværende svagere områder. Teknikken er valgt, da det på den måde er hurtigere og ikke mindst billigere end at grave nye kabler hele vejen til hvert enkelt dørtrin.
Målet er, at hastigheden skal øges til gavn for virksomheder, der sender store datamængder begge veje. Men igen, Den store forkromede plan er endnu ikke klar i en powerpoint-præsentation.
»Vi har desværre ikke en liste over de områder, hvor vi forventer at etablere mikrocentraler, men kunderne vil få direkte besked. når der bliver åbnet for mikrocentralerne i det lokale område,« siger Rasmus Windfeld, TDC.
Men der er andre muligheder de fleste steder i landet, siger teleanalytiker John Strand.
Selskabet 3 har haft et katastrofalt indtog, hvis man ser på den økonomiske side af sagen. Store trecifrede millionbeløb er igennem flere år blevet tilført for at rette op på de svimlende underskud. Men den økonomiske side til trods, så fejler produktet ikke noget, mener John Strand:
»De var nok for hurtigt ude med deres mobile forbindelser, men i dag dækker de store dele af Danmark med en hurtig trafik i luften. På selskabets hjemmeside kan man se, hvor god dækningen er i det område, man bor i, så det kan man hurtigt få afklaret.«
3 har da heller ingen problemer med at klappe sig selv på skulderen og redegøre for, at man ser sig selv som langt bedre end sine konkurrenter.
»Udvikling fra 3 til Turbo3 er forklaringen på, at 3 i dag tilbyder mobile bredbåndsforbindelser med hastigheder på op til 7,2 Mbit/s. Dette er dobbelt så hurtigt, som de hastigheder, vore konkurrenter kan tilbyde på det mobile bredbåndsmarked,« reklamerer 3 med.
Fagchef Michael Jensen i den store installationsvirksomhed Bravida med ca. 1800 ansatte forklarer i en video på 3s hjemmeside, at selskabets montører kører rundt med en pc med tilhørende forbindelse til 3s. Ifølge ham er det blevet væsentligt nemmere at sikre en god dokumentation for virksomhedens arbejde og montørerne er tilfredse med forbindelseshastigheden. Bravida er en af ti virksomheder, der giver deres mening til kende på 3s hjemmeside.
3 er naturligvis langtfra det eneste firma, der tilbyder mobilt bredbånd, men ifølge der erfarne journalist inden for IT- og tele, Jakob Skouboe, dagbladet Børsen, så har de øvrige på det mobile marked »underinvesteret« i det mobile bredbånd. Her er der nu også varslet milliard investeringer, oplyser Jakob Skouboe:
»Det er kun mobilselskabet 3, som i dag har et ordentligt 3 mobilnet. De øvrige har ikke investeret i nær samme grad. Men mobilt bredbånd ses som fremtidens bredbånd og kraftig udbygning for sammenlagt otte mia. kr. er varslet fra branchen.«
Men selvom der investeres for milliarder, er Jakob Skouboe ikke superoptimistisk, når det kommer til yderområder.
»Udbygningen af bredbånd, på fastnet som på mobilnettet, sker hvor der er kunder. Altså hvor der er trafik og dermed penge, og det vil være i byerne. Min vurdering er, at der er og fortsat vil være mange steder landet over, hvor man fortsat vil være afhængig af en lav forbindelse på kobbernettet uden konkurrencedygtige alternativer fra mobilt bredbånd. Her vil eneste tunge alternativ være fiber fra energiselskaberne, men de graver også primært deres fiber ned i områder med tæt bebyggelse.«
En anden mulighed er ifølge John Strand det jyske selskab Elro. Selskabet satser på at kunne tilbyde et landsdækkende mobilt net med store hastigheder allerede i 2010.
»Det er min fornemmelse, at de allerede har godt fat i det jyske område og selskabet er efter min bedste overbevisning værd at følge. Kontakt dem og hør, hvor langt de er kommet. Holder planen, tror jeg på produktet,« siger John Strand.
Men er Strand og Skouboe enige om TDCs og 3, så hører enigheden op, hvad angår Elro.
»Man har været i gang med et lignende produkt i Holland eller Belgien, der ikke gik så godt. Jeg vil gerne se det an i Danmark, før jeg trykker på »go«-knappen«, siger Jakob Skouboe.
Af Lars Abild, journalist
|
ELRO har vundet en landsdækkende licens og er ved at bygge et tilsvarende landsdækkende net, der ifølge Elro giver uanede muligheder for trådløse internettjenester med topfart, bl.a. IP-telefoni og Internet-TV. Elro tilbyder i dag trådløst net i i det midtjyske område, og satser på at være landsdækkende i 2010.
www.skyline.dk
Man kan undersøge, om der er 3 dækning og med hvilken hastighed på 3s hjemmeside.
http://privat.3.dk/mobiltbredbaand/Daekning/Daekningskort/
TDC’s mikrocentraler er udstyret med den nyeste bredbåndsteknologi kaldet VDSL2 (som står for Very high bit rate Digital Subscriber Line). Med VDSL2 er man i stand til at tilbyde hastigheder på op til 50 Mbit/s over korte afstande og symmetriske hastigheder på f.eks. 10 Mbit/s up- og download.
Bredbånd baseret på xDSL-teknologien er den altdominerende teknologi både herhjemme og i udlandet. Over 60 pct. af de 1,9 mio. danske bredbåndskunder har i dag bredbånd via ADSL eller VDSL2.
www.tdc.dk |