Forside Seneste udgave Leverandørregister
 
Erhvervsskolerne skal oprustes nu
 

Metalområdet appellerer nu til regeringen om en indsats for at opruste erhvervsskolerne. De maskiner og det udstyr, der bruges i undervisningen, skal være bedre, undervisningens niveau skal op og skolernes image skal have et løft. Sker det ikke, vil alt for få unge tage en erhvervsuddannelse, sådan som både erhvervsliv og regering ellers ønsker.

Som man kan læse i dette nummer af bladet (side 40), viser en undersøgelse, at de unge selv kræver bedre undervisning. Og de unge peger på image, som et problem for de faglige uddannelser.

Problemet er nu så åbenlyst, at selv de unge kan se det. Hvis vi mener noget med begrebet kvalificeret arbejdskraft, er det helt nødvendigt, at eleverne oplæres med maskiner og udstyr, der svarer til det, der findes i en moderne virksomhed. Men sådan er situationen ikke i dag.

At det danske niveau ikke er noget at prale af, fik jeg og Dansk Metals næstformand et klart billede af, da vi var på erhvervsrejse i Indien. Her blev vi vist rundt på en teknisk skole i et landdistrikt. Og stor var overraskelsen, da vi så, at skolen var væsentligt bedre udstyret end det, vi tilbyder vores egne elever på en gennemsnitlig dansk erhvervsskole.

At en almindelig teknisk skole i et yderområde i Indien ser sådan ud er ganske tankevækkende. En ting er, at vi skal klare konkurrencen med Asien i forhold til et meget lavt lønniveau. Hvis vi heller ikke kan klare os i forhold til uddannelse, så bliver det ganske alvorligt. Derfor må politikerne handle nu.

Derfor gør vi sammen – arbejdsgivere og lønmodtagere på metalområdet – opmærksom på, at det er nu, der skal handles. Vi opfordrer regeringen til at afsætte midler til en oprustning af metaluddannelserne nu.

Det kan nås allerede i finanslovsforhandlingerne. På den måde kan vi som minimum nå at bringe de danske erhvervsskoler op på indisk niveau inden for et par år.

Jim Stjerne Hansen,
formand for DS Håndværk & Industri

 
 
Søg artikler: