I dette DS-blad beskrives igen en sag, hvor klager fra beboere skaber problemer for en virksomhed.
Det er desværre ikke første gang – og næppe den sidste.
DS har flere gange gjort det tydeligt for kommuner, at de ikke bør tillade, at der bygges boliger i eksisterende erhvervsområder. Det er nemlig vores erfaring, at det altid får uheldige konsekvenser for virksomhederne. Beboerne vil på et tidspunkt beklage sig over støj, lugtgener, miljøforhold eller noget helt fjerde. Og de vil forbyde tung trafik eller stoppe tilbygninger og udvidelser på trods af, at det var virksomhederne, der lå der først.
Det er der ikke noget overraskende i. Og netop derfor skal kommunerne fra starten forhindre den sammenblanding.
Alligevel ser vi det igen og igen. Og alt for ofte er det virksomhederne, der på langt sigt bliver tabere.
DS er klar til at hjælpe medlemmer. Vi kan rådgive og bistå med henvendelser til de kommunale myndigheder. Men problemet kan sjældent løses endeligt.
Derfor opfordrer vi til, at man tænker sig om to gange, før man etablerer sig i områder med blandet bolig- og erhverv. Og til at gøre indsigelse, hvis lokalplanen skal fornyes og kommunen vil tillade boliger i eller op til det eksisterende erhvervsområde.