Bornholms Erhvervsskole genindfører en »37 timers arbejdsuge« på alle grunduddannelser fra 2009 efter balladen for tre år siden. »Nu er tiden mere moden«, siger direktør.
I 2005 indførte Bornholms Erhvervsskole, angiveligt som en af de første skoler herhjemme, »en 37 timers arbejdsuge« for eleverne på alle grunduddannelser. Et initiativ, der imidlertid måtte revideres til 32 timers arbejdsuge på skolen og fem timers lektielæsning efter protester fra mange elever på især handelsskolen (HG) og flere lærere.
Nu vil Bornholms Erhvervsskole genindføre en 37 timers arbejdsuge fra starten af 2009.
»Jeg tror, at tiden er mere moden til det i dag. De tekniske skoler har generelt haft et problem med at overholde lovgivningen af økonomiske årsager. I dag er der mere økonomisk belæg for det. Samtidig er der i dag og i modsætning til 2005 langt større politisk bevågenhed om det. Dengang fik vi ikke den nødvendige opbakning fra ministeriet.
Havde vi i 2005 holdt os til at indføre de 37 timer på de tekniske uddannelser, er jeg overbevist om, det var blevet en succes, for der var stor opbakning fra mestrene og brancherne, elever og lærere«, siger direktør Lars Vesløv, Bornholms Erhvervsskole.
Ifølge Lars Vesløv var utilfredsheden størst blandt handelsskoleeleverne, der typisk har mange fritidsjob, ligesom kulturen er meget anderledes i forhold til eleverne på de tekniske uddannelser.
»Men jeg vil være ærlig og sige, at det er svært at indføre fra den ene dag til den anden. Det er selvfølgelig omkostningstungt. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er blevet spurgt direkte i folketinget om det her og svarede, at elever skal have, hvad der svarer til 37 timers arbejdsuge. Nu har vores egne organisationer taget fat i det her, og i vores eget oplæg arbejder vi med 37 timers læringstilbud. Det vil sige, at eleverne skal være 37 timer på skolen.
Udfordringen er nu at finde ud af, om vi kan tvinge eleverne til at være her 37 timer om ugen, eller om vi skal gøre det til et tilbud. At der er lærerdækning for det. Og der er altså en del elever, der har fritidsarbejde. Det er man også klar over fra politisk hold«, siger Lars Vesløv.
ole@ds-net.dk
|
Lærere i erhvervspraktik
Alle lærere på Bornholms Erhvervsskole skal efter planen i en uges erhvervspraktik i virksomheder, primært på Bornholm. I realiteten er der tale om, at alle ansatte på skolen skal have muligheden, dvs. såvel ledelse som ansatte i administrationen.
Det sker ud fra devisen om, at når skolen er en del af erhvervslivet, skal man også være i berøring med virksomhederne. Tidligere erfaringer med lærere i praktik har vist, at mange ikke er begejstret ved tanken om at vende tilbage til den branche, de kommer fra. Derfor vil skolen give tilbuddet til alle skolens ansatte for at »afmystificere« fænomenet.
»Jeg synes, det er meget positivt, at vi på den måde får et tættere samarbejde med erhvervsskolen. Lærerne får en bedre forståelse for vores dagligdag og kendskab til de virksomheder, hvor eleverne kommer fra«, siger Hans-Jørn Krogh Hansen, KH Maskinværksted på Bornholm, og medlem af uddannelsesudvalget i DS.
oa |